Grohe RED “Quooker” repareret
Herunder finder du vejleding til hvordan jeg reparerede min første Grohe Red. Det skal siges at jeg siden har udvidet min viden og fundet ud af, at der ofte er flere komponenter som “futter” af, samt forbindelser der kortslutter. Hermed også en lille disclaimer: PAS PÅ når du tester - det er 230 volt der sættes til.
Skulle du få brug for hjælp til denne reparation, så tøv ikke med at tage kontakt til os.
Min onkel Niels fra REPARATIONSVÆRKSTEDET sendte mig dette printkort (det kalder man sådan en samling af elektriske dimser på en plade). Det var taget ud af en kundes Grohe RED, som er sådan en vandhane, man har i køkkenet, der giver helt kogende vand, når man drejer på hanen. Lige til kaffe, te eller madlavning. Smart er det, men smart giver også flere muligheder for fejl. Her er jeg godt i gang med at fejlsøge printet:
Jeg fandt ret hurtigt en modstand, der var helt sprunget i luften. Som det ses på billedet herunder, så har den fået en grim revne, og ville slet ikke sende strømmen videre. Det går selvfølgelig ikke i en maskine, der skal bruge strøm for at virke. Modstanden her er lidt af en kalorius på 4,7 Ohm og hele 3 watt (det er hvor meget strøm, den kan tåle gennem sig). Sådan nogle kaloriuser har jeg ikke lige liggende, men for at teste om det kun var den ene dims, der var årsagen til problemet, så lavede jeg en tilsvarende modstand af nogle modstande der til sammen kunne give samme Ohm-værdi. Det ses på andet billede.
Modstande (og det meste elektronik egentlig) er en lidt sjov ting, for de opfører sig som ren matematik. Sætter man dem i serie (efter hinanden, som perler på en snor) så skal man lægge modstandene sammen. Så to modstande på 10 Ohm bliver til én på 20 Ohm (dog skal hver enkelt modstand stadig kunne tåle den totale strøm der løber, for den har kun én “snor” at løbe ad).
Min udfordring var ikke at finde en modstand på 4,7 Ohm, men at finde en der kunne tåle de 3 watt. Og hvad gør man så, når den først skal bestilles og fragtes, med den ulidelige ventetid det giver? Jo så sætter man modstande i parallel i stedet. På den måde deler modstandene strømmen mellem sig, og kan derfor bedre tåle mosten. Men hvad så med matematikken? Jo, den er egentlig også ligetil (så længe man bruge modstande med samme værdi – ellers så skal man igang med regnemaskinen – eller bruge SIDEN HER).
Når man sætter to modstande i parallel, så giver man strømmen to veje at gå i stedet for én. Og ligesom hvis en fyldt bus åbner to døre i stedet for blot én, så falder modstanden til det halve, og hver modstand skal nu kun kunne håndtere den halve mængde strøm som hvis den var alene.
De modstande jeg havde liggende kunne tage 1/2 watt per styk. Ideelt skulle jeg så sætte 6 styks i parallel for at komme op på de 3 watt. Når man sætter flere ens modstande i parallel, så skal man tage modstandens Ohm og dividere med antallet af modstande, der er sat parallelt. Jeg skulle altså finde x i 4,7 = x / 6 – der kan omskrives til x = 4,7 * 6 og dermed x = 28,2. Sådan nogle modstande findes bare ikke. Det nærmeste jeg kunne komme var 4,7 * 5 = 23,5 Ohm. Og heldigvis må man gerne runde lidt op og ned når det kommer til elektronik, da der altid er lidt margin i den slags kredsløb. Jeg fandt så 5 styks modstande af 22 Ohm, og samlede dem som set på billedet ovenfor. Det gav én samlet modstand på 4,4 Ohm, der kunne klare 2,5 watt. Og ganske rigtigt – der kom liv i det hele igen! Fint til at teste med, men ikke godt nok til at kalde det en færdig reparation.
Lysdioden på printet viser at der er liv igen - intet eksploderede.
Ja altså liv uden kogende vand og alt det dér, for resten af maskinen stod stadig i Nyborg hos onkel Niels. Men en fin lysdiode kunne det blive til. Jeg havde dog også alle kondensatorerne loddet af og målt igennem, bare for at være sikker på, at der ikke var flere ting i vejen. Du kan læs mere om kondensatorer i ARTIKLEN OM EN KOMPRESSOR.
Der var heldigvis ikke andre dimser, der lod til at være i udu, så jeg bestilte en ny modstand med navnet 4R7 3W. Mere skal der ikke til for at få sådan et dyrt apparat op at køre igen. Modstanden blev loddet på, og printkortet blev herefter pakket grundigt ind og sendt tilbage til Nyborg. Her blev det sat i maskinen – som den dag i dag lever lykkeligt, til sine dages ende…
Hvis du har læst hertil, så tænker jeg at du har mod på selv at kaste dig ud i redningsaktionen.
Skulle du alligevel miste pusten, SÅ SKRIV ENDELIG TIL MIG HER.
